Den seneste tid har der været stor opmærksomhed og fokus på street art, fra den mondæne verden. Men det er ikke som det plejer. Street art er kommet i medierne, som en ny trend, der udfylder det hul resten af kunstverden har efterladt. Et hul der er opstået fordi kunstverden er blevet fjern fra borgerne, puttet i system og på museum. Herimod har street artisterne formået at møde almindelige folk i deres hverdag, de forsøger at give byens borgere en mer oplevelse på deres hjemmebane.
Street artisterne er blevet tidens Jens Jørgen Thorsen og P.H. (om den kunstneriske kvalitet er den samme er ligegyldigt her), der med en vis medietække udnytter det kunstneriske udtryk til at kommentere hverdagens gentagelse. En tradition der har rødder gennem hele historien, fx lyrespillerens viser, komedierne og karikatur tegninger, men der/ her har været et tom hul de seneste år siden ekspertvældets fald, og det hul har street artisterne nu dygtigt gjort til deres legeplads. Men gør det street art mondæn? Eller er det blot et mondænt sæde street art har indtaget, er svært at afgøre.
Men det er alligevel tydeligt at street art har fået en bredere accept i dag, end tidligere. Det kan skyldtes at der er kommet mere af det man reelt kan kalde street art, hvilket ikke inkludere tags og graffiti-tags. For som skrivere på de Århusianske vægge selv udtrykker det bedst: ’fuck kunst’, og har skrevet ovenpå noget eksisterende street art: ’fuck street art’. Street art udskiller sig ved at ville noget; ved at henvende sig med humor til almindelige folk, men med et dybere indhold, som en kritisk kommentar til hverdagslivet. Hvilket vel må betegnes som mondænt. Men mondænt forstået som Hr. og Fru. Villavej vil have det hjem på deres vej eller egen facade, bliver street art nok aldrig før det igen er kommet i ramme…
